Værdigrundlag

På Svanevig Hospice er de bærende værdier:

RUMMELIGHED

OMSORG

ANSVARLIGHED

MEDINDDRAGELSE

 

 

RUMMELIGHED

Rummelighed er respekt for det enkelte menneskes værdighed – for dets selvbillede, dets identitet og syn på verden. Vi udtrykker rummelighed ved at se, spørge, lytte – og være opmærksomme; vi rummer det enkelte menneske ved – i størst muligt omfang - at respektere den enkeltes selvbestemmelse og valg; vi leverer unikke indsatser og skaber individuelle rammer, for at den enkelte patient kan komme til udfoldelse med sit liv. Rummelighed er at understøtte den enkeltes integritet og selvbillede – under hensyntagen til fællesskabets trivsel.

Vi er opmærksomme på, at rummelighed kan blive til grænseløshed og en laden stå til. Derfor handler rummelighed også om mod til at sætte grænser – eller mod til at gribe ind; i respekt for fællesskabet; i respekt for en faglig vurdering – i respekt for det enkelte individ - eller for at undgå omsorgssvigt.

 

OMSORG

Med afsæt i ordets grundbetydning at sørge for eller kere sig om handler det om, at vi favner patienten – kontaktfyldt – uden at omklamre; vi understøtter patienten i det, han eller hun ikke selv formår - på den måde patienten selv ville have gjort det – for at opretholde integritet og selvbillede. Omsorgen er fysisk, psykisk, åndelig og social.

Omsorg er forbundet med næstekærlighed; som udtryk for respekten for det hele menneske; en anerkendelse af det enkelte menneskeliv som ukrænkeligt. Næstekærlighed er ikke bundet til til en bestemt religion eller tro, men til ansvar, medmenneskelighed og fordomsfrihed - i mødet med det andet menneske. Omsorg udtrykker vi særligt gennem nærvær, indlevelse og respekt for menneskers integritet; vi viser det, når vi understøtter glæden – det, der opbygger og det, der nærer; når vi understøtter muligheden for at nyde, dvæle og være til stede i nuet.

 

ANSVARLIGHED

Ansvarlighed udtrykker vi gennem respekt for opgaven og ordentlighed i samarbejdet – med kolleger, de frivillige, patienten og de pårørende. Ansvarlighed viser vi gennem tillid, åben dialog, refleksion og inddragelse, dvs. vi taler med hinanden frem for om hinanden; vi deler vores viden uden at blive bedrevidende, og vi er tydelige i vores beslutninger og handlinger. Vi tager ansvar for at udfordre og være undersøgende på ’plejer’, vaner og formodninger mhp at forblive skarpe i vores faglige integritet og mhp bedst muligt at understøtte patientens livskvalitet.

Kollegialt handler ansvarlighed særligt om forpligtelsen på at vidensdele og inddrage hinandens ressourcer i et tværfagligt samarbejde til kvalificering af den fælles opgave – at skabe lindring og understøtte livskvalitet hos patient og pårørende i den sidste tid. Ansvarlighed viser vi ved at tydeliggøre muligheder og erkende begrænsninger, ved at vise villighed til læring, selvrefleksion og udvikling, ved at dele tvivl, undren og indsigt.

 

MEDINDDRAGELSE

Svanevig Hospice er en helhed med et fælles mål: Alle har unikke kompetencer og ressourcer at byde ind med. Vi har alle et ansvar for, at forskellighederne bringes i spil til glæde for helheden; til glæde for patienten, for de pårørende, for den fælles udvikling og trivsel. Medinddragelse er, at ens stemme – og bidrag - bliver hørt og set.

Medinddragelse sker, når vi tager fælles ansvar – for at gøre en reel og positiv forskel - ved at byde ind med vores ressourcer, vores spørgsmål, ideer og overvejelser.

Vi ønsker at arbejde inddragende og samskabende på alle niveauer: ift. patienten, vores kolleger, de pårørende og de frivillige. Vi tror på, at medinddragelse skaber motivation, ejerskab og meningsfuldhed.

Kollegialt udmønter vi medinddragelse i at understøtte det tværfaglige samarbejde.

Ift. samarbejdet med patienten sikrer vi medinddragelse ved at lytte til patientens behov og ønsker og – i størst muligt omfang - skabe individuelle løsninger.

  
Vedtaget af bestyrelsen 1. november 2016